structured environment

View Original

Off Grid Arkitektur i Island

ET HUS FOR HJERTET

"Alle der begiver sig ud i naturen for oplevelsens skyld vil mærke dens vidunderlige effekt på krop og sjæl: Naturens iboende magi, frisk luft, fysisk aktivitet - At nå bjergets top, krydse floder og teste sine egne grænser. - A vandre i en vildmark der kan synes uendelig, lige indtil man kan ane et glimt af lyet for natten.

Huset er en tryg ramme for netop denne oplevelse: At møde naturen med en gruppe venner eller alene. Endelig at nå til et hvilested, glæde sig og sove trygt efter dagens prøvelser. Et hus for hjertet."

I løbet af efteråret 2020 har SE samarbejdet med den islandske arkitekt Audur Hreidarsdottir fra ESJA Architecture Studio om at udvikle denne 'hytte' som et ly for besøgende i den islandske vildmark. Projektet er udviklet med støtte fra Den Islandske Teknologiudviklingsfond. Vi har afleveret en rapport der nærmere beskriver projektet, og håber snart at kunne producere en prototype på hytten, som kan præsenteres overfor interesserede parter.

I projektet udforskes hvordan man kan bygge 'off-grid' - uden at behøve tilslutning til el-, vand- og kloaknet. Lokale og naturlige kilder udnyttes i stedet i form af vind, regn og sol. Vi fremviser et bæredygtigt design, hvor kun naturens elementer benyttes i det daglige liv og vedligeholdelse. Indenfor denne ramme er det muligt at justere på hvor megen komfort der tilbydes ved hver lokation, afhængigt af konkrete forhold og ønsker.

For at kunne placere et hus i den vilde natur uden at gøre skade herpå skulle konstruktionen og dens fundament udformes med særlig omtanke. Byggeriet er designet som et modulært system, hvor den største type kan deles 3 moduler, der hver er lette nok til at blive transporteret med en helikopter. Processen på byggepladsen er således også så hurtig og effektiv som muligt. Hele konstruktionen placeres på 'fødder' der hver justeres til underlaget. Disse fødder er tunge nok til at fungere som ballast for bygningen og behøver kun i enkelte tilfælde at blive fastgjort yderligere til eksempelvis klippegrund. Således behøver hytten ikke et fundament i klassisk forstand og berør kun sit omkringliggende miljø meget let, som en midlertidig gæst.

Arkitekturen er en reference til genkendelige former:

Enkel, charmerende og beskeden geometri med skrå tage refererer til traditionelle islandske huse, hvor projektet her dog tilbyder en alternativ tolkning. Arkitekturen står i kontrast til sine omgivelser, men er stadig afdæmpet. Utallige eksempler på dette greb kan findes rundt omkring i det landlige Island, eksempelvis; hvor et enkelt, hvidkalket hus med rødt tegltag er opført midt på en grøn skråning, i komplet og skøn kontrast til naturen.

Læs mere her